Forestillinger
Odense Teater
Odense Teater

Menu

Forårsrullen

Musikforestilling

En musikalsk Danmarkskrønike

Fra Tivolis romantiske drømmesfære til Montmartres tilrøgede jazzhule gik soyaen rundt, mens der blev spist forårsruller til tidens populære toner. Forårsrullen var beatnikkernes eksotiske spise i 1960’erne. Kernefamiliens redning, da mor var kommet på arbejdsmarkedet i 1970’erne, og yuppiernes nemme frokost i 1980’ernes fortravlede hverdag.

På den måde blev forårsrullen et symbol på det moderne Danmark. Det er den historie, vi gerne vil fortælle i musikforestillingen FORÅRSRULLEN.

Den danske forårsrulles historie går tilbage til 1935, hvor kinesiske Van ankommer til Københavns Hovedbanegård. Egentlig skulle han kun være her et par år for at studere landbrug. Men så kom der krig i Kina, og derefter kom verdenskrigen. Van brugte år på danske højskoler og i det danske uddannelsessystem. Han kom til at elske Danmark, og han mødte sin danske kone.

Familien Van åbner sammen en fabrik i Nyborg i 1970, og det varsler en helt ny tid fuld af håb og fremtidsdrømme. Det er som om, at familien har held med at rulle alt det bedste fra Danmark ind i pandekagen sammen med hvidkål, oksekød og krydderiblanding.

Teatersalen/ODEON
Premiere 17. maj 2018 kl. 19:30

Spilleperiode
17. maj 2018 - 13. juni 2018

Varighed
Ca. 1 time og 30 min. Der er ingen pause.

Forpremierer
15. maj 2018 kl. 19:30
16. maj 2018 kl. 19:30

Tip en ven

Pressen skrev

Den 4. væg, Nana Bruhn Rasmussen

''Skynd dig ind og se den hvis du godt kan lide forårsruller, sang og musik!''.

Fyens Amts Avis, Lene Kryger

''Musikken har han orkesteret for et forrygende, tremands skraldebangorkester, der tilmed synger fantastisk kor''. 

I Scene, Lene Grønborg Poulsen

''Forårsrullen på Odense Teater er lidt af det hele. Humoristisk musikdramatik, en integrationsfortælling om hjemlængsel, kærlighed, kulturmøde og et næsten moderne iværksættereventyr''. 

Kulturkongen, Jette Steen Rasmussen

''Jeg havde ikke forventet, at man kunne skabe en så spændende forestilling over dette tema, men det lykkedes - ikke mindst på grund af stemningen og tempoet, en masse rap og smukke stemmer med kreative og festlige kulisser''. 

Ungt Teaterblod, Anne Lottrup Sørensen

''Musikalske, kåde forårsruller, khaki og kineserier i kælderen - Forårsrullen er et underholdende poppourri af rap, hip-hop, pop og jazz''. 

Manuskript og iscenesættelse Martin Lyngbo 
Dramaturgisk konsulent og research Gritt Uldall-Jessen | Komponist og kapelmester Anders Ortman
Scenograf og kostumedesign Rikke Juellund | Koreografi Jacob Stage
Lyddesign Kim Malmose |  Lysdesign Simon Holmgreen

Forestillingen er støttet af S.C. Van Fonden

Medvirkende

Mikkel Bay Mortensen, Rikke Bilde, Nicolai Jandorf, Cecilie Gerberg, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Peter Høgsbro.

Musikere 

Anders Ortman Klaver, Guitar, Basklarinet, Harmonika, Vibrafon, Blokfløjte, Trommer, Percussion

Karen Duelund Guastavino Barytonsaxofon, Altsaxofon, Vibrafon, Klokkespil, Vokal, Percussion, Hakkebræt, Melodica, Autoharpe, Blokfløjte, Trommer 

Line Felding Cello, Ukulele, Vokal, Percussion, Trommemaskine, Klokkespil, Trommer

Pressefotos

Se flere

Smagsprøve

Ku' vi friste med en smagsprøve på FORÅRSRULLEN? I videoen kan du få et lille glimt af, hvad forestillingen har at byde på.

En kærlig hyldest til forårsrullen

– En ægte hollywoodhistorie om store drømme, nederlag og et favntag med verdenshistorien. Sådan beskriver instruktør og manuskriptforfatter Martin Lyngbo sin kommende musikforestilling på Odense Teater: FORÅRSRULLEN.

Fortællingen om den rullede dej med hvidkål, krydderier og kød starter et helt andet sted end på Daloon-fabrikken i Nyborg, hvor mange fynboer kender den fra. Forårsrullens far, Van, kom til Danmark i 1930’erne fra Kina for at lære om dansk landbrug og fødevareproduktion. Opholdet var planlagt til at vare kort tid, en udviklingen i verdenshistorien betød, at Van blev hængende. Begivenhederne væltede ind over verden med krig i Kina, 2. verdenskrig i Europa, revolution i Kina og pludselig var der gået 15 år.

Van havde brugt tiden klogt på de danske højskoler, uddannelser og han havde giftet sig med en dansk kvinde og fået familie. Erhvervseventyret begyndte, da Van udviklede soja i svigerfamiliens kælder, og så udviklede forretningen sig. Den danske version af forårsrullen - en kinesisk specialitet, der i Vans danske version nærmede sig frikadellen eller kål-dolmeren - blev introduceret på det brede marked præcis på det tidspunkt, da kvinderne rykkede fra kødgryderne ud på arbejdsmarkedet, og rullen fik medvind i sejlene. Den var nem, temmelig sund og tilpas eksotisk. Historien om Van – den unge mand fra Kina, der kom til Danmark og skabte en stor dansk virksomhed - er et ægte drama. Han mødte op-og nedture hele livet, blev skilt, kæmpede for virksomheden i med- og modgang, men endte sine dage som en mand, der havde holdt fast i sine kinesiske rødder og stort set realise-ret sine drømme.

- Hans liv er på mange måder en fantastisk integrationshistorie fra før man overhovedet talte om den slags, siger instruktør og manuskriptforfatter Martin Lyngbo og tilføjer:
- Men det gik jo lidt anderledes for forårsrullen. Potentialet var stort. Det kunne være blevet en verdensomspændende eksportsucces. Fabrikken i Nyborg blev bygget og voksede. Vanskelighederne med oliekrisen og fattigfirserne blev overvundet. Men der skete noget undervejs. Det er som om, at forårsrullen glemte sine rødder. Den blev hængende i frysedisken, den fulgte ikke rigtig med tiden. Den begyndte som lækkerier for festmiljøet i København. Så blev den til familiemad til middelklassen. Og nu er den lidt groft sagt blevet fastfood for alkoholikere.

3 HURTIGE TIL MARTIN LYNGBO
OM FORESTILLINGEN FORÅRSRULLEN


Hylder eller griner du ad forårsrullen?
- Jeg hylder den. Helt klart. Jeg har stor kærlighed til forårsrullen, historien, virksomheden og manden bag. Men samtidig er jeg også nødt til at være lidt hård ved forårsrullen, fordi den aldrig blev den succes, den kunne have været. Forårsrullen kunne have været for Danmark, hvad pasta er for Italien. Nudlerne kom også fra Kina, før de blev en del af den italienske madkultur.

Spiser du selv forårsruller?
- Ja, efter mange års pause. Mine børn har spist mange forårsruller de seneste måneder, og de er ikke blevet trætte af dem. Der er bestemt ikke noget i vejen med produktet. Det har bare ikke udnyttet sit potentiale, og nu er det nok for sent, siger Martin Lyngbo.

Hvad er det sværeste ved at skrive en forestilling om en forårsrulle?
- Det har været et stort arbejde at researche hele historien – også om Van, manden bag. Men det sværeste lige nu er, at jeg har besluttet, at hele forestil-
lingen skal synges. Så jeg er i gang med at rime mig igennem 70-80 minutters teater. Det er et stort arbejde.


EN LILLE RULLE MED EN STOR HISTORIE
Historien om forårsrullen er ikke bare historien om en lille rulle med kål og kød, som vi fisker op af supermarkedets frysediske på en trist tirsdag. Forårsrullens liv er meget mere. Det er historien om Danmark fra 1930’erne til 00’erne. Fortællingen om en mand fra Kina, der kommer til Danmark og bliver præget af verdenshistorien, holder fast i sine store drømme og forener sine kinesiske rødder med en dansk fremtid og drømme om en international fremtid.

Det er historien om et dansk produkt med potentiale til verdensmarkedet, der starter som et eliteprodukt i det københavnske natteliv som natmad i Tivoli, på jazzklubben Montmartre og rock’n’roll-stedet Willi’s Place. Men den ender som et billigt frostprodukt i kølefryseren. Hvorfor endte det sådan?
Det giver Martin Lyngbo, instruktør og manuskriptforfatter svaret på i forestillingen FORÅRSRULLEN, der har premiere 4. maj.

Vis mere

FORÅRSRULLEN - Stjernearrangement

TEATERSALEN/ODEON
Torsdag 29. maj kl. 17.30 - 18.15

Hvad har en forårsrulle med integration og danmarkshistorie at gøre? Mød et par af de medvirkende skuespillere til en samtale om stykket og dets tilblivelse.

>> Tilmeld dig her
 

ODEON

Odense Teater i ODEON
Odense Teater har forestillinger både på vores nye scene, Teatersalen, samt i ODEONs Store Sal. Læs mere om Odense Teater i ODEON her.

I spidsen af ODEON er der to spisesteder:

Café ODEON Social
Har I bare lyst til et hyggeligt måltid, kan I tage en tur i ODEON Social - café-koncept i stueetagen. Her er der højt til loftet, fællesspisning og generelt bare fokus på hygge.
Læs mere om ODEON Social her.

Restaurant Schiøtz
I Restaurant Schiøtz på 1. etage serveres en dejlig 2-retters middag med et glas vin. Maden byder på sæsonafstemte retter, imens I nyder en fantastisk udsigt. 
Læs mere om Restaurant Schiøtz her.

Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK