Bisse med i Shakespeare-komedie
Odense Teater
Odense Teater

Menu

Bisse med i Shakespeare-komedie

Odense Teater puster nyt liv i William Shakespeares kærlighedskomedie Helligtrekongersaften, når der er premiere 31. januar 2020. Musikken til Shakespeares sjoveste komedie leveres nemlig af musikeren Bisse, der på få år har udgivet 10 album og betaget musikbranchen med sin enorme alsidighed. Nu indtager Bisse teaterscenen.

- Vi er vanvittigt stolte over, at Thorbjørn Radisch Bredkjær med kunstneraliasset Bisse har sagt ja til både at være med til at lave ny musik og spille med i forestillingen Helligtrekongersaften, fortæller teaterdirektør Jens August Wille, der også instruerer forestillingen.

Forviklingskomedien Helligtrekongersaften er en af Shakespeares klassikere, og det stiller store krav til den 32-årige musiker at forny udtrykket samtidig med at historien understøttes. Ud over at nyfortolke musikken skal den 32-årige musiker også spille rollen som narren Feste i forestillingen.

- Det er en stor ære at blive tilbudt rollen som syngende nar i et Shakespeare-stykke. I disse år arbejder jeg hårdt på at blive hele Danmarks hofnar, og derfor er det kun et kompliment og en udmærkelse også at måtte være gamle Rystespyds egen hofnar for en stund. Jeg glæder mig til at tage narrehatten på... hov vent, jeg har den jo allerede på, fortæller Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Og for teaterdirektør Jens August Wille er Thorbjørn Radisch Bredkjær i rollen som narren Feste og skaberen af musikken et naturligt og oplagt valg.

- Feste har en markant rolle i forestillingen, hvor den nar-agtige galskab også skjuler en dybere melankoli. På samme måde er Thorbjørns kunstner-alter-ego, Bisse, ekstravagant og teatralsk, når han optræder med sin musik og kan udtrykke sig på mange planer. Han en af de mest originale og interessante sangskrivere i Danmark lige nu, så det er et helt perfekt match, siger Jens August Wille, og fortsætter:
- Vi spiller klassikere hvert år som en del af det samlede repertoire på teatret, men opgaven er at sikre, at vi tager de rette greb, der gør, at klassikerne bliver ved med at være relevante. Vi er overbeviste om, at vi med Bisse på holdet formår både at fortælle en virkelig sjov, relevant og god shakespearefortælling samtidig med at vi skaber et twist, der også gør forestillingen interessant på en ny måde, siger Jens August Wille.

Thorbjørn Radisch Bredkjær tager favntag med musikken sammen med Adi Zukanovic, der tidligere har været på Odense Teater, da han arrangerede musikken til forestillingen Så længe mit hjerte slår og desuden er kendt som medskabende kraft for blandt andre Nikolaj Nørlund og Oh Land.

Prøverne begynder på teatret 2. december, og premieren er 31. januar 2020.


Om Helligtrekongersaften
Forestillingen Helligtrekongersaften er en af Shakespeares sjoveste komedier, og der er skruet helt op for forviklingerne i kærlighedsintrigerne, de forvirrede følelser og de skønne skæve karakterer i fortællingen.  Historien handler om tvillingerne Sebastian og Viola, der under et dramatisk skibbrud bliver væk fra hinanden. Viola bliver skyllet i land ved Illyriens kyst og er overbevist om, at hendes bror er druknet. Hun forklæder sig som mand og søger tjeneste hos hertugen Orsino, som hun straks forelsker sig i. Orsino er imidlertid dybt og ulykkeligt forelsket i grevinden Olivia, der ikke vil vide af ham. Orsino sender desperat Viola afsted med kærlighedsbud, og med kvindelist i forklædning lykkes det hende at afvæbne Olivia, der forelsker sig mere og mere i den unge tjener(inde).

Forestillingen instrueres af teaterdirektør og instruktør Jens August Wille og har premiere 31. januar 2020.

I forestillingen medvirker desuden en perlerække af stærke teaterkræfter som eksempelvis Peder Dahlgaard, Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Malene Melsen, Isa Marie Henningsen, Peter Høgsbro, Niels Skovgaard Andersen og Lars Simonsen m.fl.

Om Thorbjørn Radisch Bredkjær
Kunstneren Thorbjørn Radisch Bredkjær, kendt som Bisse, er sangskriver og musiker. Bisse startede sin solo-karriere i 2015 med debutpladen PMS og har siden udgivet 10 album. Bisse er en af de mest anmelderroste danske musikere for tiden og optræder med et stærkt og farverigt sceneshow under sine koncerter. Bisse er pladeaktuel og rejser lige nu landet rundt på turné.



For yderligere information
Kommunikations- og salgschef Julie Lindegaard tlf. 20 71 71 41 / julie@odenseteater.dk
Musiker Thorbjørn Radisch Bredkjær tlf. 22 24 13 60
Teaterdirektør og instruktør Jens August Wille tlf. 22 20 16 59

Foto i trykkvalitet: presse@odenseteater.dk eller download det her >

Læs om forestillingen Helligtrekongersaften
 



Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK

Jesper Koch Andersen