Klaus Bondam tilbage på Odense Teater
Odense Teater
Odense Teater

Menu

Klaus Bondam tilbage på Odense Teater

Det er 15 år siden Klaus Bondam sidst stod på en scene. Men nu er den tidligere borgmester i København og nuværende direktør for Cyklistforbundet på vej tilbage til teatret. 1. februar er han aktuel i den nyskrevne politiske forestilling DØD OVER ELITEN på Odense Teater.
- Efter 15 år med især politik og nu som direktør for Cyklistforbundet troede jeg egentlig min skuespilkarriere var forbi, men så fik jeg det her tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til, fortæller Klaus Bondam.

Forestillingen er dog ikke et comeback til livet som skuespiller på længere sigt.
- Hvis Odense Teater havde spurgt mig, om jeg ville spille med i Showboat havde jeg sagt nej tak, men den her forestilling rører ved alle de emner, der optager mig som direktør, politiker og menneske, så det kunne jeg ikke sige nej til, fortæller Klaus Bondam, der ved siden af prøverne og forestillingen passer jobbet som direktør i Cyklistforbundet.

Forestillingen er en nyskrevet politisk forestilling af den danske prisvindende dramatiker Thomas Markmann, der vender op og ned på alt det vi troede, vi vidste om folk og elite. Der bliver trykket på de ømme populistiske ligtorne og den politiske korrekthed bliver smidt over bord. DØD OVER ELITEN har premiere 1. februar 2019 – i et år med folketingsvalg, og Klaus Bondam skal spille politiker.
Instruktøren Moqi Simon Trolin er ikke i tvivl om, at Klaus Bondam er perfekt til rollen på trods af, at han ikke har stået på en scene som skuespiller i 15 år.
- Klaus er topprofessionel. Han har en politiker i sig samtidig med, at han er en dygtig skuespiller, så det er en perfekt rolle til ham, og jeg glæder mig til at få ham med på holdet, fortæller Moqi Simon Trolin.
- Jeg kunne ikke sige nej. Min livsmission er at påvirke den virkelighed, jeg er en del af i forsøget på at gøre verden et bedre sted at være. En mission som en af mine lærere - Rudolf Penka - på Skuespillerskolen ved Odense Teater i sin tid indgød i mig. Det lyder måske lidt højtravende, men det er min ledetråd, fra jeg startede på skuespilskolen til min karriere som politiker, både som borgmester og i Bruxelles, til i dag som direktør for Cyklistforbundet. Og så er det er over 25 år siden jeg blev uddannet på Odense Teater – det er en anden god grund til at sige ja, siger Klaus Bondam.

Forestillingen har premiere på Store Scene på Odense Teater, og det er usædvanligt at et teater sætter en ny politisk forestilling op så stort. Men det skræmmer ikke Klaus Bondam.
- Jeg synes det er en meget modig satsning af Odense Teater, og det vil jeg rigtig gerne bakke op om. Jeg synes ikke den politikerlede, der er i befolkningen er helt rimelig, for jeg oplever virkelig mange politikere fra hele det politiske spektrum arbejde hårdt på at forandre tingene til det bedre, siger Klaus Bondam.


>> Læs mere om forestillingen Død over eliten 

 

Kontakt
Odense Teater, Kommunikations- og salgschef Julie Lindegaard: Tlf. 20 71 71 41
Klaus Bondam: Tlf. 40 70 83 65
Moqi Simon Trolin: Tlf. 53 80 30 25

Om Klaus Bondam
Klaus Bondam er 54 år, uddannet skuespiller, tidligere radikal politiker og borgmester i København. Han har også været Institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles og siden 2014 direktør i Cyklistforbundet.
Klaus Bondam fik sit store folkelige gennembrud i en række dogmefilm i 90’erne bl.a. Festen, ligesom hans roller i Langt fra Las Vegas og Klovn gav ham kultstatus blandt mange unge. Hans seneste forestilling var i 2003, hvor han var med i forestillingen The Full Monty i Tapperihallerne.

>> Hent foto af Klaus Bondam på www.bondam.dk

Om Moqi Simon Trolin
Moqi Simon Trolin (f. 1974) er svensk instruktør, der er kendt for at bygge sine forestillinger op fra bunden med stor gennemslagskraft i forhold til medierne. Moqis forestillinger behandler ofte komplekse problemstillinger i et stærkt og underholdende teatersprog. Han er både skarp og folkelig.
Uddannet fra Statens Teaterskole 2001-2005. Debut på Mungo Park Allerød 2006 med den prisbelønnede forestilling Sandholm.
Siden har han blandt andet været direktør for Mungo Park Kolding og kunstnerisk leder for Momentum i Odense samt arbejdet i hele Skandinavien og blandt andet instrueret på Odense Teater, Malmö Stadsteater og Teater Ibsen i Norge.



Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK