Ny direktør på Odense Teater
Odense Teater
Odense Teater

Menu

Ny direktør på Odense Teater

Pressemeddelelse 20. maj 2020

Det er et velkendt ansigt, der fra sommer 2021 bliver ny direktør på Odense Teater. Fungerende formand Karsten Wind Meyhoff offentliggør i dag, at valget er faldet på den prisvindende instruktør Jacob Schjødt som ny teaterdirektør.

40-årige Jacob Schjødt er en erfaren og prisbelønnet sceneinstruktør med stort kendskab til Odense Teater, og han overtager posten efter Jens August Wille, der stopper efter otte år på posten.

Jacob Schjødt har instrueret otte forestillinger på Odense Teater og har siden 2012 været en del af teatrets faste dramaturgiat, der rådgiver direktøren om udvælgelsen af repertoire. Bag valget af Jacob Schjødt som ny direktør står en enig bestyrelse, i et felt af 33 stærke kandidater.

- Jeg er meget stolt over at kunne præsentere en kæmpe kapacitet som Jacob Schjødt til direktørposten for Odense Teater. Jacob Schjødt er en af landets mest efterspurgte instruktører, fordi han er modig, nyskabende og kunstnerisk stærk samtidig med, at han er en formidabel leder, der skaber et stærkt følgeskab omkring sig. Han har også vist et kæmpe talent for udvikling af teater, som vi sætter i spil nu. Han kender desuden Odense Teater indgående, og han kan med sin iderigdom og moderne tilgang til teatret fortsætte den stærke udvikling af vores regionale landsdelsscene, og dermed sikre, at vi fortsat er et af landets førende teatre, siger Karsten Wind Meyhoff.

Jacob Schjødt har stået bag en lang række forestillinger på landets førende teatre. På Odense Teater huskes han måske særligt for sin iscenesættelse af Skammerens Datter, Den mystiske sag om hunden i natten, Anna Sophie Hedvig samt forestillingen Lad den rette komme ind, der vandt en Reumert for bedste forestilling i 2016. Også i den nye sæson, der netop er sat i salg, skal Jacob Schjødt instruere – nemlig den store udendørssatsning Misantropen, som Odense Teater spiller under åben himmel i Kongens Have ved teatret næste forår.

- Jeg er klar til et nyt skridt i min kunstneriske karriere, hvor jeg kan bruge mine kræfter på nye måder og præge dansk teater endnu stærkere. Odense Teater er mit hjerteteater. Det har været en fast base i hele min professionelle karriere, og jeg kender stedet indgående. Det er et kompetent og fagligt dygtigt hus med forrygende medarbejdere, som jeg har haft virkelig gode samarbejder med gennem årene. Jeg ønsker at bygge videre på de meget stærke kunstneriske præstationer, som Jens August Wille har skabt, og samtidig tilføre nye formater, nye projekter og nye tiltag til teatret. Jeg glæder mig vanvittigt, siger Jacob Schjødt.

Jacob Schjødt bor i København med sin kone Rikke og deres to børn på knap seks og to år. Familien har planer om at flytte til Odense, inden den nye direktør tiltræder stillingen til august 2021.

Yderligere info:
Fungerende formand Karsten Wind Meyhoff tlf. 2337 6478
Instruktør og kommende teaterdirektør Jacob Schjødt tlf. 2617 3802
Kommunikations- og salgschef Julie Lindegaard tlf. 2071 7141

> Download pressefotos her

> Videohilsen fra Jacob Schjødt



CV

Født 1980
Uddannet sceneinstruktør fra Statens Teaterskole i 2011

Priser og nomineringer: Talent-Reumert 2012

Årets Reumert 2016: Årets Forestilling ("Lad den rette komme ind")

Årets Reumert 2018: Nomineret til Årets instruktør ("Hamlet")

Årets Reumert 2019: Nomineret til Årets instruktør ("Anna Sophie Hedvig")

Udvalgte opgaver som instruktør:
2019     Philomenas Stemme. Rohloff & Fabricius. Zangenberg Teater 2019.
2019     Den mystiske sag om hunden i natten. Simon Stephens. Odense Teater.
2018     Den Uendelige Historie. Michael Ende. Aarhus Teater.
2018     Anna Sophie Hedvig af Kjeld Abell. Odense Teater.****
2018     Flygt af Line Mørkeby. Det Flydende Teater.
2018     Suffløren af Andreas T. Olsson. Folketeatret.
2017     Hamlet af William Shakespeare. Vendsyssel Teater***
2017     Anna Karenina af Lev Tolstoj/Helen Edmundson. Odense Teater.
2016     Jordens Søjler af Høg/Aagaard/Svanekier. Østre Gasværk Teater.
2016     Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Claus Flygare/Kasper Colling. Nørrebro Teater.
2016     Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindquist/Jack Thorne. Odense Teater.**
2015     Aftryk. Dramatikeruddannelsens midtvejsprojekt. Aarhus Teater.
2015     Venus in Fur af David Ives. Østre Gasværk Teater.
2014     Skammerens Datter af Høg/Aagaard/Svanekier - Lene Kaaberbøl. Odense Teater.
2014     Hvem Støver Af af Neil Simon. Folketeatret.
2014     Helligtrekongersaften. William Shakespeare. SMKS.
2014     Krøyers Yderste Nat af Vivian Nielsen. Folketeatret.
2014     Onkel Vanja af Anton Tjekhov. Odense Teater.
2013     Das Unheimliche af Line Mørkeby. Teater Katapult.
2013     Kerteminderevyen 2013. (Nomineret til Årets Revy ved Chalies Revy Galla 2013).
2013     Brøl af Thomas Markmann. Teatret Svalegangen.
2012     Ikke Et Ord Om Robert Redford af Rebekka Kricheldorf. Vendsyssel Teater.
2012     Pagten af Line Mørkeby. Det Flydende Teater.
2012     4,1 Promille af Andreas Garfield. (&) Pollner Teaterproduktion.*
2012     Love and Money af Dennis Kelly. Odense Teater.*
2011     Tribadernes Nat af P.O. Enquist. Vendsyssel Teater.
2010     Karlas Kabale af Renee Toft Simonsen/Gunvor Reynberg. Odense Teater.

*Reumert Talentpris 2012
**Reumertvinder: Årets Forestilling 2016
***Nomineret til Reumert: Årets Instruktør 2018
****Nomineret til Reumert: Årets Instruktør 2019 

Odense Teaters direktører de seneste 100 år

Jacob Schjødt 2021 - 
Jens August Wille 2013 - 2021
Michael Mansdotter 2010 - 2013
Kasper Wilton 2000 - 2010
Poul Holm Joensen 1985 - 2000
Waage Sandøe 1977 - 1985
Jacob Høirup 1976 - 1977
Kai Wilton 1961 - 1976
Helge Dahl 1960 - 1961
Helge Rungwald 1936 - 1960
Svend Aggerholm 1917 - 1921, 1935 - 1936
Thorvald Larsen 1927 - 1935
Poul Gregaard 1921 - 1927
Eyvind Kornbeck 1912 - 1917, 1920 - 1921
Emil Wulff 1908 - 1909
Jens Walther 1906 - 1912

Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK