Annas sang

Tekst af Jokum Rohde

Efter Benjamin Koppels roman "Annas sang"

19. scene - ENETIME 
(På Konservatoriet. Her er fuldt af musikinstrumenter. Fra andre værelser lyder skalaer og spil.) 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Og I tændte ild til et våbenlager i Valdemarsgade? 

ANNA: 
Ja.

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Og I slap helskindede fra denne fuldkomment vanvittige aktion? 

ANNA: 
Hvad skulle jeg gøre? Jeg er forelsket i Aksel! Han gør mig … han gør mig vanvittig! 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Ja, det må man sige. I kærlighed og krig … 

ANNA: 
Må jeg spille det stykke, jeg har forberedt? 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Det må du. 
(ANNA spiller Brahms.) 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Tak, Anna. God akkuratesse. Jeg kunne ane dine dybe temaer. Det er jo det, det hele drejer sig om. Du tænker stadig på øen? Øen i dine drømme? 97 

ANNA: 
Jeg er begyndt at tro på at jeg kan omgøre min skæbne. 
MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Omgøre din skæbne? Hvordan dog det? 

ANNA: 
Med Aksel. Vi skal giftes. Og når jeg tror på det, så fortoner ulykken sig. Når jeg ikke tror på det, derimod … så er havet fuld af døde mennesker. Det drømmer jeg tit. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Anna … Vi har arbejdet sammen i tre år nu. Jeg har aldrig haft en bedre elev. Men vi ved jo begge to godt … at det her ender i en tragedie. 

ANNA: 
Nej. Nej, det gør det ikke. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
… dette er vores sidste lektion sammen. Jeg forlader Danmark. Jorden brænder under os. Også dig. Jeg forsøger at komme over. 

ANNA: 
Det må du ikke. Du må ikke forlade mig. Så dør jeg. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Jeg har en sidste ting at sige til dig. 
(ANNA græder.) 

ANNA: 
Hv … hvad? Hvad er det? 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Hvis nogen tog dine hænder fra dig. Hvis nogen knuste dine fingre. Men også i overført betydning, Anna. Hvis nogen … gjorde noget ved dit liv, noget der … forandrede dig. Gjorde dig til en anden end den smukke unge livsstærke pige, jeg ser foran mig nu. 

ANNA: (Viser ham sine hænder.) 
Altid. Det vil altid være mine hænder. (Holder sig på hjertet.) Altid være mit hjerte der slår. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Anna, lyt til mig: Hvis … nogen gjorde dig fortræd på en måde, du som ung endnu ikke forstår. Vi taler om en mulighed. Et scenarie, som vi er nødt til at forholde os til. 

ANNA: (besinder sig) 
Hvad så? 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: (peger på sin tinding.) 
Så spiller du videre herinde. OG … 

ANNA: 
Jeg spiller herinde, allerede. Det gør jeg allerede!! Det ved du. Det har du lært mig. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Men lyt til mig … hvis du mistede din hørelse, dit syn … eller værre endnu, hvis et spøgelse hjemsøgte dine tanker. Og hvis spøgelset græd hver gang, det hørte din sang. Hylede. Skreg. Som en lille baby der er bange. Rigtig bange. Har du nogensinde set det? Når de er … rigtig bange? Måden deres krop strammer på? 

ANNA: 
Du har set min fremtid? 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Nej, jeg kender ikke din fremtid men jeg frygter for den. I en koncentrationslejr. I et torturkammer. Eller i en forstad til en stor by … der hvor man bare går rundt og slår tiden ihjel … Anna, du skal kunne lukke alle døre ind til dit inderste. Alle broer hejst. Alle ord forkullede og glødende i dit ingenmandsland. Og i dette indre værelse. Her skal du altid øve dig. På din sang. Vil du love mig det? 

ANNA: 
… men hvad med verden? Hvad med mine drømme? 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Verden? Drømme? Det er ikke for sådan nogle som os. Lad andre hærge og høste. Du og jeg, vi må forsage den. Vi må bedrage for at holde vores kurs. (Finger for læberne) Shh … glem hvad jeg har sagt. Gør det for Brahms. 

ANNA: 
Jeg har glemt, hvad du har sagt. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Så har du givet mig alt. Farvel, Anna. Vi skal ikke ses igen. 

ANNA: 
Jeg kan ikke sige farvel. 

MUSIKPROFESSOR SIMONSEN: 
Farvel, Anna. Det er desværre blevet sent. 
(De trykker hånd. Hun nejer. Der er pludselig blevet helt stille omkring dem.)