Instruktørens
tanker

Det er instruktør Astrid Lindhardt som iscenesætter historien om Momo og tidstyvene. Det er en historie, hun har haft med sig siden sin barndom, hvor hun læste bogen.

 

- Eventyret gjorde et stort indtryk på mig kan jeg huske. Jeg kunne identificere mig med hendes stærke retfærdighedssans og fantasi. Momo kæmper for noget, hun virkelig tror på. Der er noget anderledes over hende.

 

Med historien om Momo spørger Michael Ende, hvad det egentlig er vigtigt at bruge sin tid på. Det trænger vi i den grad til at spørge os selv om i dag, synes Astrid Lindhardt.

 

- Momo og tidstyvene tager vores forhold til tid under behandling på en eventyrlig måde. Tid er jo noget, alle mennesker har et forhold til og jeg synes, at historien stiller nogle spørgsmål, som det altid er værd at reflektere over. Hvad skal vi bruge
vores tid til? Er vi nærværende nok? Lytter vi kun til dem, vi er enige med? og er vi egentlig nysgerrige nok på hinanden?

 

Historien er skrevet i 1973, men den er stadig yderst relevant og tankevækkende.

 

- Vi lever i en tid, hvor både børn og voksne er stressede og tilsyneladende bliver stadig mere stressede. Vi har en masse teknologiske muligheder, der betyder, at vi bruger mere og mere tid foran en skærm. Vi er simpelthen mindre fysisk tilstede sammen. Vi er ikke tilstede i nuet og er mindre nærværende. Men øjenkontakt og fysiske menneskelige møder er vigtige og den nye virkelighed har mange forskellige konsekvenser, tror jeg. Jeg læste for eksempel den anden dag, at børn holder op med at lege tidligere og tidligere.

 

Men det er vel ikke kun børnene, der kan lære noget af Momo?

 

- Jeg tror historien har noget at fortælle mange forskellige aldersgrupper. Både børn og voksne føler, at vi bliver overset og at der ikke bliver brugt tid på os. De voksne synes børnene sidder for meget foran en skærm, men har de voksne egentlig selv tid til at være sammen med børnene? Måske skulle vi tale sammen om, hvad vi hver især opfatter som en god måde at bruge tiden på. Hvad er egentlig god tid? Er god tid at tale sammen, få læst højt eller se film sammen?

 

- Og hvad er dårlig tid. Nogle gange får man dårlig samvittighed over den måde man bruger tiden på. Hvad betyder det? Hvornår har man en god følelse af hvordan man har brugt sin tid? Hvornår har man dårlig samvittighed og skammer sig? Og hvorfor? Er der nogen grundt til det? Hvornår føles det helt rigtigt?

 

- Momo finder ud af, at tiden bor i hjertet. Det er menneskene selv, der skaber deres egen tid og bestemmer hvordan den skal bruges. Hvordan føles tiden inde i vores eget hjerte?

 

Astrid Lindhardt synes også, at der er noget interessant ved, hvor forskelligt børn og voksne kan have det med tid.

 

- For børn føles det nogle gange som om tiden snegler sig af sted og går utrolig langsomt, mens voksne ofte føler at tiden går alt for hurtigt og børnene bliver store, før de har set sig om. Hvad mener vi, når vi siger, at vi har god tid eller at tiden står stille? I Danmark har vi sådan et begreb, der hedder kvalitetstid. Hvad er det egentlig? Hvad mener vi med det?

 

- På et mere politisk plan er Michael Endes historie jo også en kritik af de kapitalistiske vækstsamfund. Det kan måske også være en inspiration til at tale om, hvad vores tid er værd og for hvem. Det er også interessant og sjovt at se på, hvad vi bruger vores tid på sådan mere konkret. Hvor meget tid bruger vi på at arbejde eller gå i skole? Hvor meget sover vi? Hvor meget tid bruger vi på transport? Hvor meget fritid har vi og hvad bruger vi den til? Hvor meget tid bruger vi på at spise? Vaske op og gøre rent? Se på en skærm? Lave lektier? Lege? Være sammen med hinanden? Måske kan det være et godt udgangspunkt for en snak om hvad vores liv består af, og hvordan vi jo selv bestemmer hvad vi op- og nedprioriterer.
Hvem har magten over vores liv? Har vi selv? Og hvis ikke, hvem har så og hvorfor?

 

Momo kan noget ganske særligt, som tiltrækker både børn og voksne til amfiteatret, hvor hun har slået sig ned.

 

- Momo er god til både at lytte og lege. Hun får en masse venner i byen. Hendes opmærksomme lytten skaber mange idéer til lege og fantasien blomstrer. Måske kan vi tænke over, om der er plads nok til nærvær og fordybelse i vores liv?
Hvad vil det sige virkelig at lytte? Er du egentlig selv god til at lytte? Er du en god detektiv i det, den anden siger? Momo har en god fantasi. For mig er det noget af det vigtigste at have: Evnen til at forestille sig, at tingene kan være på en anden måde, end de er nu.

 

Astrid Lindhardt håber, at både børn og voksne vil gå ud af salen og være lidt mere bevidste om nutidens tidstyve og med lyst til at øve sig i at lytte mere til hinanden.

 

(Tekst af Line Hede Simonsen)